/Files/Abortraadgivningen/System/Abortrådgivningen_blå.png
/Files/Abortraadgivningen/System/Logo_gul.png
  • Læs mere om dine hvad dine rettigheder er, hvis du overvejer abort her.

  • Hvad er en abort, og hvordan foregår det? Læs mere her.

  • Her kan du læse mere om de overvejelser, du kan få, når du overvejer at få en abort.

  • Der kan være mange følelser og tanker forbundet med at være gravid. Her kan du læse mere om tanker og følelser, og hjælp til at finde rundt i følelserne.

  • Gå to slide 1
  • Gå to slide 2
  • Gå to slide 3
  • Gå to slide 4

Rettigheder

Hvis du er uønsket gravid, har du ret til at få en abort. Det er gratis at få abort i Danmark. Der ingen andre, der har ret til at beslutte, om du skal have en abort eller ej. Hverken dine forældre, kæreste, ægtefælle, læge eller andre må bestemme, om du kan få abort eller ej.

Når du er fyldt 15 år, er det dig selv der har ret til at beslutte om du vil have en abort eller ej. Det er også dig der bestemmer om du har lyst til at inddrage dine forældre. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du har givet en digital fuldmagt på borger.dk, kan dine forældre se dine sundhedsoplysninger på sundhed.dk og minlæge appen, medmindre du trækker samtykket tilbage. Det kan du gøre på sundhed.dk. Du kan læse mere om hvordan du ændrer din fuldmagt nederst i dette afsnit.

Man har ret til frit at få abort frem til, at der er gået 18 graviditetsuger (17 uger + 6 dage regnet fra første dag i din sidste menstruation). Det betyder, at man ikke skal spørge nogen om lov, og at den endelige beslutning er den gravides egen.

Ugerne i graviditeten regnes ud fra den første dag i sin sidste menstruation. Hvis du er i tvivl om, hvornår din sidste menstruation var, kan man se det på en scanning. Man bliver under alle omstændigheder scannet i forbindelse med abort.

For at få en abort, kan man henvende sig hos en praktiserende læge. Det behøver ikke at være din egen praktiserende læge, det kan også være en anden. Du kan også henvende dig til en privatpraktiserende gynækolog eller end læge på et hospital. Lægen vil fortælle dig om aborten, udfylde anmodning om abort og sende en henvisning til sygehuset eller en privatpraktiserende gynækolog. Herefter bliver du indkaldt til abort, når der er fundet tid til dig. Hold øje med din e-Boks, hvor du modtager indkaldelsen. Du kan også gå direkte til en gynækolog uden at kontakte din egen læge.

Det er vigtigt, at du kommer afsted hurtigst muligt, da der er færre risici ved en tidlig abort. Men det er også vigtigt, at du tager dig tid til at overveje din beslutning. 

Abort efter 18 uger

Ved særlige omstændigheder kan man søge om tilladelse til abort efter 18 uger. De særlige forhold er:

  • Fosteret har risiko for en alvorlig sygdom eller misdannelser misdannelser
  • Den gravides helbred udsættes for fare i forbindelse med graviditeten
  • Graviditeten skyldes voldtægt eller incest
  • At man på grund af fysiske, psykiske og sociale forhold ikke kan tage vare på et barn
  • Hvis graviditeten eller fødslen vil være en alvorlig belastning for den gravide

Abortnævnet er den instans, hvor du kan søge om tilladelse til abort efter 18 uger. Din egen læge eller hospitalet skal hjælpe dig med at søge om tilladelse.

Hvis du er under 15 år:

Hvis du er under 15 år, skal dine forældre give tilladelse til abort. Selvom dine forældre skal give tilladelse til, om du kan få en abort, kan de ikke tvinge dig til at få abort, hvis du ikke ønsker det.

Hvis dine forældre ikke vil give tilladelse til abort, er det muligt at søge om undtagelse fra dette igennem Abortnævnet. En læge skal hjælpe dig med at søge. Det kan være din egen læge, en anden praktiserende læge, eller en læge på hospitalet.

Hvis du ikke kan tale med dine forældre om abort, er det vigtigt, at du taler med en anden voksen, der kan støtte dig i forløbet. Det kan være eksempelvis være et andet familiemedlem, en lærer, pædagog eller en anden voksen, du er tryg ved.

Abort når man er mellem 15-17 år

Når man er mellem 15-17 år har man ret til selv at bestemme om man vil have en abort, Men behøver man ikke fortælle det til sine forældre, men det kan være en god idé at fortælle det alligevel, fordi de kan være en støtte for en, både i at træffe en beslutning og til selve aborten, samt tiden efter.

Hvis du ikke ønsker at dine forældre skal kende til aborten skal du dog være opmærksom på følgende: når man fylder 15 år, kan man give sine forældre adgang til sine sundhedsoplysninger på fx sundhed.dk eller Min Læge-appen med en digital fuldmagt. Hvis man har givet sine forældre sådan en fuldmagt, skal man være opmærksom på at ændre fuldmagten, hvis man ikke ønsker at ens forældre skal kunne læse oplysninger om abortindgreb.

Man kan give og ændre fuldmagt i Digital Fuldmagt-selvbetjening her: 

Der arbejdes på en digital løsning, hvor kun information om abort skjules, men indtil denne løsning er på plads, skal du tilbagekalde hele fuldmagten. Det gør du også ved at logge på borger.dk.

Hvordan foregår en abort?

Forud for en abort vil du få en forundersøgelse, hvor din mave bliver ultralydsscannet, så man kan se hvor langt, du er henne i graviditeten. Her kan du også stille spørgsmål om selve aborten. 

Man kan få to typer abort i Danmark - en kirurgisk og en medicinsk. Hvilken metode, der bruges, afhænger af, hvor langt henne i graviditeten du er, og af hvad du selv ønsker.

Langt de fleste aborter udført i Danmark er medicinske, og de kan udføres igennem hele graviditeten. Ved den medicinske abort får du to slags medicin med en dags mellemrum.

Først får du en tablet, der gør, at livmoderen ikke længere reagerer på kroppens graviditetsbevarende hormon. Derfor vil graviditeten gå til grunde. Medicinen får livmoderen til at trække sig sammen. Nogle oplever kvalme, opkastning og diarre af medicinen. Det er heller ikke usædvanligt, at der kommer blødning og smerter fra livmoderen. Smerterne kan lindres med almindelig håndkøbsmedicin. Hvis du bløder, skal du undgå tamponer, samleje, karbad og havbad.

Dagen efter den første tablet, skal du tage den anden medicin. Det sker hjemme hos dig selv, hvis du er rask og mindre end 9 uger gravid. Ellers foregår det på hospitalet. Dette er fordi, der er en lille forøget risiko for større blødning jo længere henne, du er i graviditeten.

Medicinen får du som stikpiller, der skal sættes op i skeden. Nogle får hovedpine, kvalme eller opkastninger af medicinen, så du bliver tilbudt smerte- og kvalmestillende medicin.

Medicinen får livmoderen til at trække sig sammen og udstøde graviditetsvævet. Hvis du ikke allerede bløder, vil du begynde at bløde nu. Blødningerne vil oftest være kraftigere end ved en almindelig menstruation, og der kan være klumper i. De fleste aborterer efter nogle få timer. Efter aborten bløder du i 4 – 6 uger.

På grund af blødningen, situationen og den smertestillende medicin bør du ikke være alene, når du har taget tabletterne samt den første nat efter aborten. Du bør heller ikke selv køre bil. Hvis du bor hjemme, og du ikke kan tale med dine forældre om aborten, eller de ikke støtter dig i din beslutning, er det en god ide at finde et andet sted at være. Det kan f.eks. være hos et andet familiemedlem.

Du skal komme til kontrol på sygehuset eller hos speciallægen 7-14 dage efter aborten. Her vil du få taget en blodprøve for at tjekke, at du ikke længere er gravid.

Hvis blodprøven giver mistanke om, at du fortsat er gravid, vil du blive ultralydsscannet for at kontrollere, at der ikke sidder rester af graviditetsvæv i livmoderen. Hvis man kan se, at livmoderen ikke er blevet helt tømt, er det nødvendigt at fortage en udskrabning.

Du skal kontakte din egen læge, speciallægen, vagtlægen eller skadestuen, hvis du:

  • Bløder kraftigt
  • Får stærkere smerter end menstruationssmerter
  • Får ildelugtende udflåd
  • Får feber


Mulige komplikationer

Det er sjældent, der kommer komplikationer efter et abortindgreb. Hvis livmoderen ikke er helt tømt for graviditetsvæv, kan der opstå kraftig blødning. Hvis det sker, er det nødvendigt at lave endnu en udskrabning. Hvis du får underlivsbetændelse, kan det behandles med antibiotika.

I meget sjældne tilfælde kan der blive stukket hul på livmoderen under indgrebet. Det kan kræve en kikkertoperation, men ikke give langvarige gener.

Efter en abort skal din krop bruge nogle dage på at omstille sig til ikke at være gravid. Det betyder, at kvalme, brystspænding o.l. kan fortsætte en uges tid efter indgrebet. Hvis dine graviditetssymptomer ikke forsvinder efter den tid, eller hvis du i øvrigt har mistanke om, at du stadig er gravid, skal du søge læge.

Man kan blive gravid umiddelbart efter abortindgrebet. Det er derfor vigtigt, at du inden aborten har afgjort med dig selv, hvilken type prævention du vil bruge efter aborten og i fremtiden for at undgå at blive uønsket gravid igen. 

Du kan både før og efter indgrebet tale med din læge om, hvilken præventionsmetode, der passer bedst til dig.

Nogle præventionsformer som p-stav og spiral kan du få lagt samtidig med selve abortindgrebet – det kan være en fordel, fordi du i forvejen kan være bedøvet.

Overvejelser om abort

Når man finder ud af, at man er gravid, og det ikke var planlagt og måske heller ikke er noget, man ønsker, kan man blive ramt af en masse følelser og tanker, når man skal tage en beslutning om, hvad der skal ske fremadrettet.

For nogle er beslutningen om, hvad der skal ske svær, og for andre er den let. Fælles er, at det er din beslutning, og at ingen anden kan eller skal beslutte, hvad der er det rigtige for dig.

For at du kan træffe den beslutning, der er rigtig for dig, må du mærke godt efter og tage udgangspunkt i den livssituation, du er i.

Det er meget almindeligt, at man kan være i tvivl og fortsætte sine overvejelser helt indtil, at aborten sættes i gang.

Beslutningen om at få en abort eller gennemføre graviditeten er endegyldig og skal ovenikøbet træffes under tidspres, da der er regler for, hvornår man frit kan vælge abort. Selvom det kan være ubehageligt at være i, og du måske kan have lyst til at træffe en beslutning hurtigt, så kan det være vigtigt at give plads til dine følelser og tillade dig selv at tænke over eller tale om flere muligheder. Det kan gøre det nemmere at træffe den beslutning, der er rigtig for netop dig. Nogle gange kan man ikke nå at blive fuldstændig afklaret før beslutningen skal tages, og her kan man blive nødt til at vælge den mulighed, man hælder mest til. 

Råd til overvejelser om abort

For nogle er beslutningen om at få en abort forbundet med svære tanker og følelser, mens det for andre er et ukompliceret valg. Der er ingen rigtig eller forkert måde at have det på.

Der kan være flere årsager til, at du overvejer at afbryde graviditeten. Måske har du allerede de børn, du ønsker dig eller kan overkomme at have. Måske kan du ikke overskue at få et barn på nuværende tidspunkt. Eller måske ønsker du slet ikke at få børn. Du kan også være bekymret for, hvad dine omgivelser vil sige, uanset om du vælger abort eller ønsker at beholde barnet. Det vigtigste er, at du selv træffer din beslutning, og at ingen andre presser dig til dit valg.

Nogle gange kan det hjælpe at skrive de tanker ned, du gør dig med hensyn til hvert punkt. Det kan hjælpe med at få overblik over, hvad der er det rigtige at gøre for dig.

Følelser ved graviditet og abort

At være uønsket gravid kan være forbundet med en masse tanker og følelser.

 Det kan være et stort chok, at du er blevet gravid, eller måske har du haft det på fornemmelsen eller været bekymret for det i længere tid. Det kan også være, at graviditeten oprindeligt var planlagt eller ønsket, men at noget har ændret sig, så du nu ikke længere er sikker på, om du vil have et barn. 
Uanset hvad, så stiller den positive graviditetstest dig i en situation, hvor du skal tage en beslutning, og det kan give anledning til en masse overvejelser omkring dit liv, din holdning til abort, din relation til din (sex)partner og lignende. 

Blandede følelser

Måske oplever du en masse overvældende følelser – måske er du bange for, hvad det kan betyde for dit liv, hvis du vælger at få en abort eller at fuldføre graviditeten? Måske er du sur på dig selv over, at I ikke passede nok på, eller måske føles det uretfærdigt, at du er havnet i denne her situation? Det kan også være, at du er glædeligt overrasket og spændt på, hvad det kan betyde for din og jeres fremtid, hvis du vælger at få et barn. 

Når man er uplanlagt eller uønsket gravid, kan man opleve, at ens følelser svinger eller skifter meget. Det hele kan opleves meget intenst, især til at starte med, og her kan det være vigtigt at huske på, at mængden og intensiteten af følelserne ofte vil mindskes eller blive nemmere at forholde sig til, når der er gået lidt tid.

I første omgang kan det være en idé at forsøge at parkere følelsen af at skulle gøre noget lige nu og her - og i stedet fokusere på at få ro på dit nervesystem. Måske har du allerede erfaring med, hvad der hjælper dig, når du er overvældet? Det kan være at tale med dine venner eller dine forældre, skrive dagbog, tage en lur, dyrke motion eller noget helt andet.

Nogen oplever også at blive ramt af følelsesløshed eller tomhed. Det kan være en helt naturlig reaktion og en måde at forsøge at passe på sig selv. Som regel vil der dog alligevel være nogle underliggende følelser, der er væsentlige at forholde sig til - enten selv eller sammen med andre. 

Hjælp til at finde rundt i dine følelser

Hvis du oplever, at det er svært for dig finde rundt i de forskellige følelser, kan det måske være en hjælp for dig at skrive ned eller tale igennem, hvilke følelser du mærker og hvilke tanker, der kunne hænge sammen med de forskellige følelser. Uvished kan f.eks. være anledning til en masse bekymringer og ængstelighed, som kan mindskes, hvis man har mere viden om et emne. Det kan være, at det ville hjælpe dig at vide mere om, hvordan en abort foregår, hvilke regler og rettigheder, der hænger sammen med at få et barn eller, hvordan du kan tale med din (sex)partner om situationen

Hvis du har brug for at vende dine tanker og følelser med nogen, kan det være en god ide at tale med en, du stoler på. Det kan være dine forældre, en anden god voksen, en ven, lærer eller pædagog.

Du er også meget velkommen til at ringe os på 70 22 22 99 eller skrive i chatten, hvor du kan få rådgivning og tale med rådgiver, der er vant til at tale med unge, der står i en svær situation.